Skip main menu

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Workindenmark er en offentlig og gratis service til danske virksomheder, der har brug for hjælp til at finde kvalificerede medarbejdere i udlandet. Workindenmark hører under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og er medlem af EURES (European Employment Service). Vi yder landsdækkende service fra vores kontor i Odense.

Oplever du som arbejdsgiver, at det kan være svært at finde og fastholde kvalificerede medarbejdere til din virksomhed? Måske har du allerede overvejet international rekruttering, men er i tvivl om, hvordan du skal gribe det an og komme i gang med det. I så fald kan du kontakte Workindenmark og få håndholdt hjælp til rekruttering af både faglærte og højtuddannede kandidater, som der er mangel på i Danmark.

Workindenmark tilbyder:

  • Vejledning og sparring om international rekruttering og onboarding baseret på mange års erfaring, opdateret viden og relationer til relevante myndigheder og organisationer.
  • Hjælp til annoncering af stillinger på europæiske platforme.
  • Eksponering af stillinger på europæiske jobmesser, jobportaler, sociale medier, mm.
  • Udsøgning af relevante kandidater fra EURES CV-portal til udvalgte stillinger.
  • Vejledning og hjælp til ansøgning om EU midler til onboarding (Targeted Mobility Scheme).

Hvad er EURES?

European Employment Service (EURES) er et europæisk arbejdsformidlingsnetværk, hvor offentlige og private aktører fra hele Europa samarbejder om at fremme mobiliteten af arbejdskraft. EURES blev oprettet på initiativ af EU-Kommissionen i 1994 med det formål at understøtte arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa. 

Som EURES-medlem har Workindenmark et netværk af +1000 EURES-kollegaer i EU/EØS, som vi kan samarbejde med, når vi skal eksponere stillinger for danske arbejdsgivere og finde de rigtige ansøgere til dem. Vi bliver også inviteret til jobmesser i forskellige europæiske lande, hvor vi møder mange kvalificerede jobsøgere, som vi præsenterer for danske jobs. Og så har vi adgang til over 1 mio. CV’er på EURES-portalen, som vi kan søge i og kontakte kandidater, som matcher konkrete stillinger. 

Kontakt os

Du kan få direkte kontakt til Workindenmarks rekrutteringskonsulenter, som tager telefonen på hverdage mellem 9-15 – fredage dog kun til kl. 13. E-mails bliver besvaret løbende og som regel inden for 24 timer.

Telefon: +45 72 22 33 00 

E-mail: workindenmark@workindenmark.dk