Skip main menu

Find kvalificerede medarbejdere til jeres virksomhed

Har I svært ved at finde kvalificerede medarbejdere? Så har I nu mulighed for at komme i kontakt med internationale kandidater – helt gratis

Deltag i vores online jobmesse den 12. november 2025

I samarbejde med projektet Business DE-DK, inviterer Workindenmark jer til at deltage i en online, international jobmesse, hvor I kan præsentere jeres virksomhed og ledige stillinger for jobsøgende fra hele EU og EØS. 

Fra den 1. august kan I tilmelde jer øverst til højre på eventsiden her.

Hvorfor deltage?

Ved en tidligere online jobmesse oplevede vi:

  • 1.874 tilmeldte jobsøgere, hvoraf 2/3 er fra EU/EØS
  • 908 jobansøgninger sendt via platformen
  • Over 53.000 unikke besøgende på eventsiden 

Med andre ord: Messen giver jer stor synlighed og kontakt til relevante kandidater. 

Hvordan bliver jobmessen markedsført?

Jobmessen markedsføres til internationale jobsøgere gennem både organiske og betalte kampagner på følgende platforme:

  • LinkedIn 
  • Facebook
  • Instagram 

Derudover vil jobsøgere i EU blive inviteret via jobcentrene i deres respektive lande.

Forud for messen inviteres relevante kandidater også direkte fra EURES CV-portalen - EU’s officielle jobmobilitetsplatform med over 1 million registrerede CV’er. Invitationerne målrettes kandidater med profiler, der matcher de opslåede stillinger på jobmessen.

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får uploadet deres stillinger på portalen så snart eventen åbnes for jobsøgere. 

Hvad er en online jobmesse?

Det er et digitalt event, hvor virksomheder og jobsøgere mødes online. Som virksomhed får I jeres egen virksomhedsstand på platformen European Online Job Day, hvor I kan:

  • Præsentere jeres virksomhed og brand
  • Lægge ledige stillinger op
  • Modtage og besvare ansøgninger
  • Chatte med kandidater i realtid (skriftligt)
  • Gennemføre online jobsamtaler med relevante kandidater 

Al kontakt foregår på engelsk, og vi hjælper jer godt i gang. Det er enkelt og kræver ikke teknisk forberedelse. 

Sådan kommer I i gang

Tilmelding

I kan pr. 1. august tilmelde jer her.
Har I ikke en konto? Se denne korte video om, hvordan man opretter en:

Sådan opretter du en konto

For at oprette en stand, skal I bruge følgende:

  • Tekst med beskrivelse af virksomheden, også gerne med fokus på virksomheden som arbejdeplads
  • Billede af/fra virksomheden og/eller video (platformen understøtter kun YouTube og Vimeo)
  • Virksomhedens logo
  • Kontaktperson (navn, e-mail og tlf. nummer)
  • Link/e-mail til ansøgninger
  • Link til virksomhedens hjemmeside

Opret jeres jobopslag

Jo før I lægger jeres ledige stillinger ind, desto bedre. Kandidaterne får nemlig adgang til platformen flere uger før messedagen. Husk at:

  • Skriv jobopslagene på engelsk
  • Vær tydelig omkring stillingens indhold og krav
  • I kan linke til jeres egen hjemmeside, men ansøgningerne bør sendes via platformen – så I nemt kan følge med og give svar

Se video-vejledning til annoncering

På selve messedagen – den 12. november

Live chat med kandidater

I vælger selv, hvornår I vil være tilgængelige for skriftlig chat. Det foregår via jeres udstillerkonto. 

Hold online jobsamtaler

I kan tilbyde kandidater 30-minutters interviewslots på messedagen. Samtalerne foregår via videoværktøjet Jitsi, som ikke kræver installation eller særlige indstillinger.

Se video-guide til Jitsi

Lav live præsentation

Bliv en del af live-programmet og lav en kort præsentation af jeres virksomhed. Præsentationen må højst vare 7 min. Du kan også optage en video af din præsentation, som vi kan vise på event dagen. Præsentations-videoer må højst vare 3 min., og kun virksomheder der har en stand, og som deltager på chatten på event dagen, får mulighed for at lave live præsentationer/videoer. Der vil kun være plads til et begrænset antal præsentationer og pladserne udbydes efter først-til-mølle-princippet.

Har I spørgsmål?

Skriv til os på workindenmark@workindenmark.dk – vi hjælper jer gerne. Vi glæder os til at byde jer velkommen den 12. november og hjælpe jer med at finde jeres næste medarbejder.

Messen arrangeres i samarbejde med Business DE-DK. Projektet arbejder for at forbedre samarbejdet mellem virksomheder, institutioner og initiativer i den nordtyske og syddanske grænseregion. Projektet fokuserer på at optimere erhvervssamarbejdet, tackle manglen på arbejdskraft og gøre regionen mere attraktiv for både virksomheder og talent fra hele verden. 
Business DE-DK